Lundegården

Der er tale om en smuk gammel ejendom på 320 m2, som for ca. 11 år siden gennemgik en totalrenovering, så den i dag fremstår som en moderne bolig for en stor familie. Ejendommen er et oprindeligt stuehus til en 4 længet gård – Lundegården, og den ligger i landlige omgivelser med en smuk udsigt ud over landskabet.

Villaen indeholder i stueplan: Entre med adgang til bryggers/grovkøkken. Personalerum. Tv-stue. Aktivitets og undervisningsrum med udgang til sydvendt terrasse. Gæstetoilet. Stort landkøkken med spiseplads. Baggang med skabsplads. Stort badeværelse med 2 brusere.

På 1. sal er der et stort repos/stue med kviste og loft til kip, herfra er der opgang til hems som kan anvendes som hyggerum. På 1. sal findes der også 5 store værelser, som er de unge kvinders værelser og som er indrettet med seng og skabsplads.

Ejendommen ligger på en stor dejlig grund, som er pænt anlagt med en lille ‘granskov’, som skærmer stuehuset med indblik fra vejen. I haven er der i 2017 bygget et hyggeligt orangeri, hvor eftermiddagsteen i det tidligere forår kan nydes. Haven fremstår som en lille park og er nærmest en mindre sansehave, som kan være med til at skabe rolige og harmoniske omgivelser.

Lundegården er omgivet af en stor og hyggelig have med plads til fysiske aktiviteter fra hængekøjer, boldspil, mad over bål, urtehave, meditation og meget mere.

Der er fritliggende baghus med værksted, vaskerum mv.