”Frejas Have er min nye familie”
– interview af Journalist Mette Offenberg
I Frejas Have bor piger og unge kvinder fra hele Danmark. Gennem årene har flere end 40 piger og unge kvinder haft deres hjem her i kortere eller længere perioder af deres liv.
Journalist Mette Offenberg har interviewet fire af pigerne om deres oplevelser og erfaringer med at bo og leve på Frejas Have, og det er der kommet tre artikler ud af som du kan læse her.
I artiklerne kan du møde de nuværende beboere Emma og Sabine, der fortæller om hverdagen på Frejas Have og hvordan de oplever at bo her.
Du kan også møde de tidligere beboere Louise og Nala, der her, flere år efter de flyttede fra Frejas Have, fortæller om, hvad de har taget med fra deres ophold, og hvordan det har hjulpet dem til at kunne leve det liv de lever nu, med både uddannelse og arbejde.
Fælles for dem alle fire er, at deres tid på Frejas Have har givet dem et fællesskab med tætte veninder og oplevelsen af at have fået en ny familie.
’Jeg har lært at være mig selv’
Emma, 20 år.
Nuværende beboer på Frejas Have.
Emma har boet på Frejas Have fra hun var 18 år. Efter en barndom og teenageår med forældre, der som Emma selv udtrykker det ’ikke kunne finde ud af det’, havde hun udviklet PTSD og angst. Da hun flyttede ind på Frejas Have for lidt over to år siden, havde hun det så dårligt, at hun var direkte selvmordstruet.
Emmas sagsbehandler vurderede, at Frejas Have ville være det rigtige sted at bo for Emma, og efter en dag med rundvisning, gik tingene stærkt, og det var Emma glad for.
Indrettede sit værelse første dag
Kun halvanden uge efter rundvisningen på Frejas Have flyttede Emma ind.
Inden da, havde hun både prøvet at bo hos et familiemedlem, og på et andet opholdssted, hvor hun skulle flytte ud, da hun fyldte 18.
– Jeg glædede mig faktisk lidt til at flytte hertil. Jeg tænkte, at nu kan jeg endelig få noget hjælp. Det bliver mere stabilt, fordi jeg ved, at jeg kan være her helt til jeg er 26, hvis det er nødvendigt, siger Emma.
På selve flyttedagen var det sagsbehandleren, der kørte Emma og alle hendes ting til Frejas Have. Beboerne på Frejas Have har hver deres eget værelse, og Emma gik straks i gang med at gøre det store, lyse rum hjemligt.
– Altså det første jeg gjorde, da jeg kom her med alle mine ting, var at ordne mit værelse som det første. Det skulle være færdigt og alt skulle være på plads samme dag.
Beboerne indretter selv deres værelser, både med ting hjemmefra og med møbler og pynt som personalet tager med ud og køber ind. Så hvert værelse bliver helt igennem personligt og efter den enkeltes smag.
Rotterne flyttede med
En del af Emmas indretning adskilte sig lidt fra de andre pigers, for hun havde nemlig fået lov til at tage sine husdyr med – seks tamme rotter. Normalt er det ikke muligt at have kæledyr med på Frejas Have, men Emma fik alligevel lov til at have gnaverne med, fordi de betød meget for hendes tryghed.
– Rotter er ligesom hunde, meget kloge og søde dyr. Ligesom en hamster, bare med hale. Mine dyr betyder bare rigtig meget, de giver mig selskab. Hvis jeg keder mig, så kan jeg sætte mig hen til dem, siger hun.
Rotter lever ikke længe, og i dag er de erstattet af to chinchillaer, der har et stort bur på Emmas værelse.
Glad for Frejas Have fra første dag
For nogle af beboerne går der noget tid, før de rigtigt falder til. Men for Emma føltes Frejas Have rigtigt helt fra starten:
– Jeg kom ind, og så følte jeg bare, det var et rart sted, fortæller hun.
Alligevel holdt hun sig meget for sig selv i begyndelsen, og hun fik ro til at vænne sig til de nye omgivelser og til at tage tingene i sit eget tempo. I dag har Emma tætte veninder på Frejas Have, men det tog lidt tid, før hun have lyst til at give sig i kast med det sociale liv.
– Lige da jeg flyttede ind var jeg selv ret meget på værelset, og der var også nogle af de andre piger, der ikke kom så meget ud. Jeg var selvfølgelig ude ind imellem og personalet kom op til mig, men i starten havde jeg brug for at være lidt for mig selv og at føle mig hjemme på mit værelse. Og det blev helt accepteret.
Tiltrængt pause fra skolen
Emma var stoppet på sin ungdomsuddannelse, inden hun flyttede ind, og der skulle gå halvandet år på Frejas Have, før hun kom i gang med en ny skolegang.
– Jeg skulle bruge noget tid på lige at falde til, og derfor begyndte jeg stille og roligt med at få en dagsrutine, hvor jeg lavede nogle ting i huset som krea eller musik. Og så læste jeg en masse, især krimier. Gennem de halvandet år lærte Frejas Have mig bl.a. at have en døgnrytme, så jeg blev skoleklar.
Emma genoptog sin ungdomsuddannelse for et år siden. Det foregår i hendes eget tempo, alt efter, hvor meget hun kan overskue, og så bliver der skruet op, i takt med, at hun er klar til mere.
Døgnrytmen er ikke det eneste, Emma har lært på Frejas Have. En del af hverdagens rutiner er nemlig også at lære at kunne klare sig selv, når det en gang er tid til at flytte ud.
– Jeg har lært at gøre rent og lave mad – og at rydde op i det hele taget. Det er man jo næsten nødt til at kunne, hvis man skal ud at bo for sig selv, siger Emma.
Har lært at være mig selv
Udover de praktiske ting, er alle de sociale færdigheder Emma har tilegnet sig på Frejas Have også noget hun tager med sig videre i livet. Det er fx færdigheder, som hun har lært gennem den ugentlige ’DAT-gruppe’.
– Her har jeg lært at kunne sætte mig ind i andres sted i stedet for bare at tænke, at jeg altid har ret, eller at det jeg føler er rigtigt og den anden er helt forkert på den.
Samtidig har hun også oplevet en accept af hvem hun selv er fra både de andre piger og fra personalet. Det har hjulpet hende til at stå stærkere i sig selv:
– Nu føler jeg, at jeg kan have lov til at være mig, i stedet for at jeg skal gå med alt mulig andet.
Før, også på mit gamle opholdssted, følte jeg bare ikke, jeg kunne få lov til at være mig selv. Jeg skulle altid rette mig ind efter, hvad andre gerne ville have, jeg var. Jeg føler det er okay at være mig selv her. Det betyder rigtigt meget for mig!
Fællesskab og nære veninder
I dag oplever Emma at have et rigtigt stærkt fællesskab med de andre piger. Så for Emma har Frejas Have betydet rigtigt meget:
– Jeg har fået mange flere veninder, efter jeg er flyttet ind her. Veninder, der er nære som søstre, og som jeg altid vil holde kontakt med. De bakker mig op, og de støtter mig i de ting, jeg gerne vil.
Emma og hendes psykolog regner med, at hun skal bo på Frejas Have i to år endnu. Men allerede nu, efter lidt over to år, har opholdet hjulpet hende markant:
– Jeg har det helt klart bedre, end da jeg kom. Meget bedre.
’Vi er blevet hjulpet til et rigtigt godt liv’
Louise på 21 år og Nala på 22 er tidligere beboere på Frejas Have.
De har boet her samtidig for nogle år tilbage, og er stadig meget tætte veninder. Det er tydeligt at mærke, for de supplerer og nikker ivrigt, når den anden taler. Det lyser ud af dem, at der er stor respekt og forståelse mellem dem, og de griner højt og indforstået, når de deler sjove minder fra tiden på Frejas Have.
Både Louise og Nala har borderline personlighedsforstyrrelse, og har i dag gode liv med arbejde og uddannelse, endda begge indenfor plejesektoren. Men dengang de blev anbragt på Frejas Have som teenagere, var de selvmordstruede, og et fremtidigt arbejdsliv med at passe på andre mennesker lå slet ikke i kortene dengang.
HVORFOR TIL FREJAS HAVE
Nala var en af de allerførste beboere på Frejas Have. Hun flyttede ind som 16-årig i 2018, og et halvt år efter kom dengang 15-årige Louise til.
Nala havde det svært hjemme, hvor der var alkoholmisbrug i familien og et utrygt miljø.
Nala fortæller:
– Det gik slet ikke godt derhjemme. Jeg var først blevet anbragt på et andet opholdssted, fordi kommunen ikke rigtigt vidste, hvor de skulle gøre af mig. Det endte med, at de besluttede, at jeg ikke skulle hjem, men tvangsanbringes i stedet for, og det blev så her på Frejas Have.
Louise har været udsat for grov mobning lige fra børnehaveklassen. Mobningen var så voldsom, at hun fx har fået brækket en arm, fingre og fået flækket et øjenbryn af klassekammeraterne. Selvom hun har en kærlig og god familie, sagde hun ikke noget til dem de første mange år, i stedet var hun stort set ikke i skole fra 7. til 9. klasse.
– Det er borderlinen, der lukkede ned, så jeg ikke kunne mærke mig selv mere. Jeg fortalte ikke mine forældre om mobningen, før det var for sent. Det var godt, jeg kom hertil, for jeg havde ødelagt min familie, hvis jeg ikke var blevet anbragt her, siger Louise.
Desuden var Louise havnet i dårligt selskab i sin hjemby.
– Jeg var ude i en masse lort, og det gik meget ud over min familie. Jeg havde nogle forkerte venner og kunne slet ikke styre min vrede. Jeg havde virkelig brug for at få styr på mig selv og at få ændret min tankegang, så jeg kunne få en fremtid.
Ligesom Louise gik Nala stort set heller ikke i skole, før hun kom til Frejas Have.
– Jeg mødte aldrig op i skolen, og hvis jeg endelig tog derhen, så gav jeg ikke en fuck for at være der. Så jeg passede ikke mine ting. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg har bestået min folkeskoleeksamen.
For både Louise og Nala var der altså nok af udfordringer at tage fat på, da de blev anbragt.
Første dag på Frejas Have
Begge piger havde et lidt særpræget første møde med Frejas Have.
På Nalas første dag blev hun kørt direkte til en fødselsdagsfest for en af de andre piger på en sushirestaurant. Det er ikke en aften, hun ser tilbage på med stor glæde.
– Det var ret presset. De andre tog pænt imod mig, men jeg var så anspændt, at jeg ikke havde lyst til at snakke med nogen. Jeg stod bare i hjørnet af restauranten, og så endte det med, at jeg blev kørt hjem til Frejas Have, hvor jeg så brugte aftenen på at pakke ud og være alene på mit værelse.
Et halvt år efter Nala flyttede ind, kom Louise til, og hun har noget bedre minder fra sin første dag. Hun blev kørt til Frejas Have af sine forældre aftenen før hele opholdsstedet skulle afsted på den årlige sommerferierejse, der gik til Kroatien.
– Der var ikke nogen andre piger hjemme den aften, så jeg var helt alene med personalet, det var meget fedt. Jeg fik steak til aftensmad. Livret. Og så var vi ude at få is bagefter. Vi spillede kort, jeg vandt stort i 500, så det var faktisk en god start.
Næste morgen var det tid til afgang til Kroatien i Frejas Haves minibus, og her mødte de to piger hinanden for første gang.
– Vi snakkede på vej derned, og der fandt vi ud af, at vi begge to har lavet alt muligt slemt. Vi havde det også rigtig sjovt allesammen, vi hang i det hele taget alle sammen rigtigt godt sammen. Det var en megafed ferie, husker Louise.
Der var lejet hus med egen pool, og ferien gik ellers bl.a. med at spise ude, dykke med flasker, prøve en svævebane og at slappe af i hinandens selskab.
Louise og Nala har også været på ferier til bl.a. Amsterdam og Sverige sammen, mens de boede på Frejas Have.
– De ferier var der, vi virkeligt begyndte at snakke med hinanden alle sammen. Ferierne betød, at vi kom helt tæt på hinanden på en anden måde, og blev godt rystet sammen, siger Nala.
Det tog tid at falde rigtigt til
Hjemme fra solferien igen startede hverdagen. For både Louise og Nala tog det lang tid, før de faldt til på Frejas Have. For Nala tog det faktisk det meste af et år, hvor hun var urolig og endda forsøgte at slippe væk.
– Jeg var meget udadreagerende verbalt. Jeg blev hurtigt sur. Jeg stak af flere gange, tog hjem til min mor eller til venner, eller tog til fest. Og jeg blev hentet rigtigt meget af politiet, af min sagsbehandler og af Frejas Have i den periode. Jeg var ret træt af dem i starten.
Det, der især tog tid for Nala at vænne sig til var, at hun, som var vant til at klare sig selv, nu skulle have hjælp af andre.
– Jeg havde svært ved, at der var andre der skulle tage ansvar for mig. Altså det ville jeg jo ikke have, jeg synes, det var irriterende, Men så fandt jeg ud af, at det egentlig også var meget rart. Der var altid en, der lige kunne gribe dig, hvis der var noget, fortæller Nala.
Nala havde svært ved at åbne sig for de andre, men hun fandt med tiden ud af, at personalet ikke svigtede hende eller forlod hende, og de viste, at de også var mennesker ved at dele historier om dem selv. Det ændrede det hele for hende.
– Jeg tænkte, at ok, det kan være jeg skal prøve at give det personale en chance. De viste jo, at de ikke ville tabe eller slippe mig.
For Louise var starten især svær, fordi hun ikke brød sig om at tale om følelser, og det handler mange af samtalerne på Frejas Have helt naturligt om. Louise fortæller:
– Da jeg flyttede hertil, var jeg ikke kæmpe fan af at snakke om mine følelser. Men det er jo bare noget man skal gøre her. Jeg skulle sige, hvad jeg var ked af, og det gad jeg ikke. Det blev sådan, at de andre bare skulle sige ordet ’følelse’, så blev jeg gal.
Derfor var de faste DAT-møder også tunge at komme igennem for Louise, og da samtalen falder på den del, morer begge piger sig over, hvor meget de gjorde grin med DAT og forsøgte at pjække fra møderne. Men da pjæk fik konsekvenser i form af inddragelse af privilegier som kørsel, etc., og da der desuden blev lokket med gode kager til møderne, så troppede de op, og fandt ud af, at det jo faktisk hjalp dem.
– Jeg begyndte at blive mere tryg ved det hele efter noget tid, for det var jo et godt sted og vi havde det godt. Det handlede meget om, at man skulle give sig selv lov til at få det bedre.
Ifølge Nala var det især forholdet til de andre piger, der hjalp hende igennem den svære, første tid.
– Det med at føle, at jeg kunne snakke med de andre, og at de blev en slags søskende. Jeg kunne godt lide at være sammen med dem, og det gjorde det bare nemmere for mig at være her og hjalp mig til at åbne op, fordi jeg fandt jo ud af, at jeg kunne regne med dem.
Louise supplerer:
– Vi havde så meget respekt for hinanden og hinandens grænser, og vi kunne tale med hinanden om alt. Vi lavede også mange hyggelige ting sammen til hverdag, som filmaftener, madlavning og den slags.
Arbejder med at hjælpe andre
I dag er både Louise og Nala stadig tilknyttet Frejas Have, selvom det er flere år siden, de flyttede. Nala er i såkaldt efterværn, hvor hun stadig får hjælp og støtte. Louise er vikar, hvor hun bl.a. fortæller de nuværende beboere om, hvordan DAT og Frejas Have har hjulpet hende ud i livet. På den måde fungerer hun som et levende bevis for, at selvom det måske ser sort ud i starten, så kan man blive hjulpet til at få det det godt og til at leve et almindeligt liv.
Udenfor Frejas Have læser Louise til sygeplejerske og har arbejde i hjemmeplejen og Nala er i praktik som plejemedhjælper på et plejehjem. De har med andre ord begge to valgt at bruge deres liv på at hjælpe andre.
Det var ellers ikke Louises første karriereplan:
– Da jeg flyttede ind her på Frejas Have, havde jeg en idé om, at jeg skulle i forsvaret, fordi min far er soldat. Men jeg tror bare, at vi alle sammen får det med herfra, at vi gerne vil hjælpe hinanden og andre. Og jeg tager mit arbejde meget seriøst, og har ikke borderline på jobbet. Hvis en af mine borgere sviner mig til, tager jeg det bare helt roligt. Det kunne slet jeg ikke før.
Og Nala stemmer i:
– Det er også det jeg har fået med herfra, at jeg godt kan lide at passe på folk og at se deres udvikling. Det giver mig virkelig noget. Jeg mærker heller ikke min diagnose, når jeg er på arbejde.
Begge piger siger samstemmende, at det har reddet deres liv, at de kom til Frejas Have og fik den hjælp, de havde brug for.
Den dag i dag er de stadig tætte veninder, og mere end det.
– Ja, altså vi er stadig som søstre, selvom vi ikke bor sammen mere, siger Louise og Nala nikker og smiler bekræftende.
’Jeg har fået troen på mig selv’
Sabine, 16 år.
Nuværende beboer på Frejas Have
Sabine har boet på Frejas Have et halvt år. Hun er den næstældste i en søskendeflok på fem, og har et godt og tæt forhold til sin familie. Men Sabine har ADHD og PTSD, der gjorde det helt umuligt for hende at passe en almindelig hverdag med faste rutiner og forpligtelser, og det skabte problemer. Hun kunne ikke passe sin skole, og Sabines svingende humør og tilstand betød også, at det var svært for hende at have gode, sociale relationer med andre.
Skulle have hjælp
Sabine fik først diagnosen ADHD som 15-årig i 9. klasse, så i mange år var hun ’det vilde barn’ som lærerne blev irriteret på. Hun havde svært ved at fokusere, og derfor var hun lidt længere om at forstå tingene end klassekammeraterne. Det gjorde det ikke nemmere at passe skolen og der var mange dage, hvor hun ikke kom afsted.
Det var selvfølgelig ikke holdbart, og Sabine havde brug for hjælp. Både til at kunne gennemføre 9. klasse og til at få den rigtige støtte og behandling. Derfor rakte hendes mor ud til kommunen og løsningen blev, at Sabine skulle på et opholdssted.
Kommunens anbringelseskonsulent anbefalede Frejas Have, som han havde gode erfaringer med, og heldigvis var der en ledig plads. Sabine, hendes mor og kommunens sagsbehandler tog derfor turen fra hjemmet på Sjælland til Fyn, for at få en rundvisning.
– Jeg synes virkelig, det var flot. Det lignede slet ikke et opholdssted, og det var virkelig rart. Det føltes lidt mere som et hjem, fortæller Sabine.
Sabine flytter ind
Alligevel var det ikke nogen nem start for Sabine at flytte ind. På selve flyttedagen kørte hendes mor hende fra Sjælland til Fyn. Det var ikke nemt for Sabine, da hun skulle sige farvel til sin mor, men det var faktisk dag to, der var den sværeste.
– Den første dag gik med at indrette, så der tænkte jeg ikke så meget over det. Men på andendagen var det ligesom ’hvor er jeg’?
Sabine holdt sig mest på sit værelse i starten, og havde ikke lyst til at hverken at tale eller spise med de andre. Først efter en uge begyndte hun at tø op, men da hun endelig kom ud, tog de andre rigtigt godt imod hende og var ’virkeligt søde’, husker hun.
I dag er det mærkeligt for hende at tænke tilbage på, at hun følte så meget modstand i starten:
– Det er faktisk en lille smule nederen. For i dag er jeg jo tæt med folk.
Gennemførte 9. klasse på Frejas Have
Sabine havde hjemve den første tid og forsøgte at få sine forældre til at hente hende hjem. Hendes mor holdt dog fast i, at Sabine lige skulle give Frejas Have en chance, og efter en måned begyndte hun faktisk at føle sig hjemme.
Det hjalp, da hun begyndte at få en rigtig hverdag. Sabine skulle afslutte 9. klasse, men det duede ikke for hende at skifte til en ny skole så sent, så efter eget ønske fik hun i stedet hjemmeundervisning på Frejas Have.
Selv efter de mange år med nærmest ingen undervisning i skolen, har Sabine nu afsluttet 9. klasse med en flot eksamen.
– Jeg havde ikke kunnet gennemføre 9. klasse uden Frejas Have. Jeg var ikke kommet afsted til eksamenerne derhjemme, og havde slet ikke haft overskud til at gå i skole, siger hun.
Nu glæder hun sig til at starte i 10. klasse på en skole i Nyborg.
Hun har stadig hjemve ind imellem, men hun er hjemme på weekend hver anden uge, og det hjælper.
Ro, struktur og veninder
Efter bare et halvt år på Frejas Have, oplever Sabine, at hun er nået rigtigt langt i forhold til, da hun kom hertil. Noget af det, der har hjulpet hende, er den struktur hun har fået på hverdagen.
Sammen med personalet har Sabine aftalt et program, lavet specielt til hende. Planen er skrevet ned, så Sabine kan se i planen, nøjagtigt hvad hun skal, hvornår og hvor længe.
– For tiden er mit program, at jeg står, op, spiser morgenmad, så er der snak med de andre piger og samtaler med personalet. Lige nu har jeg ferie, så for at komme lidt ud, tager jeg med, når de andre skal hentes og køres frem og tilbage til skole, fortæller hun.
Den faste struktur, hvor dagen er skemalagt og der er sat tid af til faste aftaler, har gjort det nemmere for Sabine at overskue hverdagen, og hjælper hende med at holde fokus.
– Jeg havde faktisk ikke troet, at jeg kunne finde ud af at have en hverdag, fordi jeg har ADHD, at det aldrig ville kunne fungere. Men det gør det jo! Den struktur er også noget, jeg kan bruge, når jeg engang skal flytte herfra.
Sabine deltager også i mange af de forskellige aktiviteter på Frejas Have, bl.a. er hun glad for yogatimerne og fællesarrangementerne, fordi hun synes, det er en hyggelig måde at være sammen med de andre piger på. Så selvom hun godt kunne tænke sig, at der var nogle flere katte på Frejas Have, så er hun blevet rigtigt glad for at bo her.
Udover at have fået en hverdag med struktur, aktiviteter og mere ro, er Sabine også vild med det fællesskab, hun har fået med de andre piger. Hun har knyttet meget tætte venskaber på Frejas Have, hvor hun oplever, at alle ønsker alt det bedste for hinanden og støtter hinanden i alt.
Har fundet ro og tro på sig selv
Sabine fortæller, at den hjælp og støtte hun har fået på Frejas Have har gjort, at det ikke længere er ’så rodet’ inde i hende. Og hendes mor oplever, at Sabine er blevet gladere og mere moden. På spørgsmålet om, hvad Sabine synes, er det bedste, hun har fået af Frejas Have indtil videre, svarer hun med et stort smil:
– God mad, en hverdag, venskaber og sunde relationer. Og så er jeg blevet mere selvstændig, har fået en tro på mig selv der bunder i, at der er altid en løsning på tingene, selvom det først ikke ser sådan ud – og at jeg har løsningen. Det er hele mindsettet her på Frejas Have. De presser os ikke til noget, men de vejleder og støtter, og det har virkelig hjulpet mig til at finde ro i mig selv.
Sabine vil gerne blive på Frejas Have til hun i hvert fald har gjort 10. klasse færdig.
Unge kvinders fortælling om at bo på Frejas Have
Frejas Have har på mange punkter været med til at skabe, den jeg er i dag. Det var en kæmpe omvæltning for mig at flytte fra Sydsjælland og så til Fyn, – et sted, jeg maximalt havde besøgt 3 gange i mit liv.
Jeg var 17 år og sikker på, at jeg da langt fra hørte til på Fyn. Men selvom det virkede som et nederlag for mig i starten – viste det sig at være nok noget at det bedste, der er sket for mig. Jeg boede forholdsvis kort tid på Frejas Have, men i de cirka 7 måneder jeg nåede at bo der skete der en masse for min udvikling.
Personalet har fra dag ét været støttende, omsorgsfulde, lærerige og lyttende. Frejas Have har for mig været, og er det stadig den dag i dag, som en ekstra familie. Der er fyldt med tryghed, udvikling og smil, og der er altid plads til at tage en snak. Uanset emne – så er personalet klar på at lytte og de er gode til det.
Jeg tror på, at hvis man vil og hvis man finder troen på sig selv – så kan alle, der bosætter sig på Frejas Have udvikle sig, til lige præcis den version af sig selv, som ønsket. Jeg står i dag på helt egne ben og det vil jeg takke Frejas Have for, men den største grund til alle de ting, jeg har opnået siden, er faktisk mig selv.
For viljen og troen på mig selv har bragt mig langt. Og det er 2 ting som Frejas Have, i den grad har været med til at påvirke.
Jasmin – 20 år
Jeg flyttede til Frejas Have i 2019, jeg er fra Jylland, og jeg havde aldrig troet, jeg skulle flytte til Fyn. Jeg var 16 år, da jeg flyttede ind, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg syntes, det var mærkeligt at skulle bo et nyt sted med folk, jeg ikke kendte. Men jeg mødte nye mennesker, og med tiden kom nye venskaber, og bedre tider. Der var personale, jeg kunne snakke med, og veninder at have det godt med.
Den første dag efter jeg flyttede ind, skulle vi på ferie, og fire piger, jeg ikke havde mødt endnu, skulle med. Jeg var spændt, men pigerne var søde og tog godt imod mig. Vi blev hurtigt gode venner allesammen, og jeg vidste, at de var der, og at de havde min ryg.
Jeg vidste også, at personalet var der for mig, og de hjalp mig med at finde metoder til at håndtere hverdagen.
Jeg fandt hurtigt ud af, at Frejas have var fyldt med en masse positive tider, men også nogle svære tider. Men jeg ser den dag i dag stadig Frejas Have som mit andet hjem, og min anden familie, for vi har været igennem meget sammen, og jeg ved, at de altid er der for mig.
Nu er jeg blevet student og har fuldtidsjob. Jeg bor i dag med min kæreste og håndterer hverdagen bedre end før. Frejas Have har givet mig gode tider, minder, bekendtskaber og metoder, som jeg altid kan trække på, hvis der bliver behov for det.
-Jyden.
